Program 2017

Herunder ser du listen over de makers, du kan møde til Aarhus Mini Maker Faire 2017. Der er både enkeltpersoner, som skaber noget fedt, skoler og institutioner, foreninger og firmaer – vi glæder os for vildt til at se jer alle sammen! <3

Hele weekenden er Dokk1 fuld af seje stande og arbejdende værksteder, man kan gå på opdagelse i. Så kig forbi når som helst! Der er også enkelte aktiviteter, som kun kan opleves på bestemte tidspunkter – dem kan du læse mere om på linket her.

MAKERS, DU KAN MØDE TIL MMF 2017:
(NB: Mere info, billeder osv. på facebook)

501st legion – Danish garrison
Mød danske medlemmer af verdens største Star Wars-cosplay-forening. Se de superflotte kostumer og dragter (alle fra den mørke side!) og hør om, hvordan de laver dem.

Animationsworkshop med stop motion
Lær hvordan du laver små animationsfilm med modellervoks – bliv opslugt af at forme, fortælle og skabe! Underviser er Tina Klemmensen, der bl.a. har arbejdet med stop-motion animation for det britiske firma Aardman (dem med “Wallace & Gromit”, “Flugten Fra Hønsegården” og “F for får”).

AnyShape
Kom forbi og få fingrene i AnyShape – “verdens sjoveste plastik”, som kan formes i hånden og bruges til at bygge og opfinde det du lige mangler.

Ataman Træværk og Design
Udstilling med upcyclet træ. Se hvordan gammelt, kasseret træ kan blive til fine, sjove og smukke ting.

AU Datalogi
Igen i år stiller datalogerne op med et nørdet projekt og sejt projekt – denne gang involverer det bl.a. en masse mælkekartoner og noget strøm!

AU Eng (Department of Engineering, Aarhus University)
Ligesom Chomsky Lab er også supernørderne fra Navitas til stede på Rampen igen i år. Kodeordene er elektronik, programmering og 3D-print.

Biavl for inklusion
En gruppe frivillige ildsjæle, som udvikler projekter med fokus på urban farming/gardening og social inklusion. Få indblik i biavlen og dens redskaber – på standen er der både noget for øjet, for næsen og for ganen.

Copenhagen Suborbitals
En sjælden mulighed for at studere raketten Nexø 1, dens jetmotorer og en rumkapsel, man kan komme ind i. Raketten, som sidste sommer blev affyret over Østersøen, er bygget udelukkende som et fritidsprojekt for amatør-entusiasterne i Copenhagen Suborbitals. Frivillige fra Copenhagen Suborbitals er til stede ved raketten hele weekenden, og der bliver vist film om deres forskellige projekter.

Deco Clay
Kom forbi og prøv at skabe smukke ting med Deco Clay; en japansk type ler, der er let, blød og nem at arbejde med: I stedet for at brændes i keramikovn skal dine ting bare lufttørre i 24 timer.

Den vidunderlige automaton
Se eksempler på små enkle automatoner og lær mere om teknikkerne, så du selv kan bygge din egen – med alt fra pap og træ til 3D-print og arduinokodede motorer.

EduTechLab
Hands-on, 5 minutters kurser i laserskæring og strømtyve. Eduard , som står bag EduTechLab, har i øvrigt også en anden stand, hvor man kan komme og lave sin egen skammel.

FabLab Spinderihallerne
Vi byder velkommen til en flok seje makers fra Vejle, der vil vise frem hvad de laver i deres FabLab – bl.a. med 3D printere, scan’n’cut, folieskærere og en lille CNC-fræser til at lave printplader til elektronik.

Fluebindings-workshop
Lær hvordan man binder sin egen flue til lystfiskeri. Alle kan være med.

Frirums-lab
Skrot-byggeri + små figurer i æsker.

Gro Selv
Workshop: Byg dine egne hylder af genbrugstræ og læder.

Hal9K
Aalborgs sejeste hackerspace fremviser en masse projekter, bl.a. en tegnemaskine og en 3D-printet, fjernstyret bil.

Hebocon workshop + turnering
Idéen er fra Japan, og nu lander den i Aarhus: Hebocon er en sumo-wrestling-turnering for robotter, som er mere charmerende end teknisk velfungerende. Kom til workshop og byg din egen ‘crappy’ robot og lad den kæmpe mod de andre til den store turnering. ALLE kan være med, uanset tekniske skills!

Højskolen i skyerne
Skals – højskolen for design og håndarbejde. Workshop med bl.a. fælles kæmpe-strikketøj. Gå efter luftballonen!

IBMs TJBot
Her kan du møde IBM’s TJBot. Den har indbygget Watson-teknologi, så du kan snakke med den. Du kan også bygge dit eget mini-skib og sejle gennem en labyrint med hjælp fra TJBot’en.

Ingeniørforeningen IDA
Hør mere om ingeniørfagets spændende verden og hvad uddannelsen kan bruges til.

It og Leg
Sjove elektronikeksperimenter med bl.a. micro:bit og RaspberryPod.

KIDSprint
Familievenlig robotteknologi, robot-hockey, 3D-scanning og 3D-print – bl.a. med en chokoladeprinter!

Kodesmart
Leg, elektronik og programmering i børnehøjde. Wearables, throwies, smykker, LED i LEGO osv.

Konstruction.dk
Fra idé til færdigt produkt – se eksempler på prototyper af andres gode idéer.

Labitat
Vi glæder os til at gense det københavnske makerspace Labitat og gå på opdagelse i deres opfindelser.

Let’s Make Pizza
Kunstner Jesper Aabille rejser verden rundt med sit projekt Let’s Make Pizza. Han har opfundet sin egen ’Pizza Ovn Tønde’ (POT); en olietønde lavet om til pizzaovn. Kom og se ovnene og lav en pizza i fællesskab!

MAKE-IT
Mød Teknologisk Institut og hør om forskningsprojektet MAKE-IT, som undersøger maker-bevægelsen og hvordan den påvirker samfundet.

Makerinspiration
Workshops for børn og voksne – udforsk teknologien på en kreativ måde.

Makershirt
Design dit eget t-shirt-print, klip det i folie og lav din egen økologiske t-shirt.

MashUp Derby
Pinewood Derby møder LEGO! Brug Arduino, ledninger og kobbertape til at måle hvor hurtigt din racerbil kører – måske vinder du Derby’et?

Gameboy-koncert med Nerd Sweat
Knips, dans eller rock ud til 8-bit-tonerne fra Nerd Sweat aka. Søren Andreasen.

OSAA – Open Space Aarhus
På standen kan du møde medlemmer fra Aarhus’ sejeste hackerspace, hvor alle er velkomne til at nørde, opfinde og bygge deres projekter alene eller i fællesskab. OSAA er samtidig Dokk1s nærmeste samarbejdspartner, når vi arrangerer Aarhus Mini Maker Faire.

Pap a pap (Actura)
Vær med til at bygge køretøjer i pap. Eller som Actura skriver: Vi starter i pap og ser, hvad der sker.

Perleplade Syndikatet
Perleplade Syndikatet består af voksne, der dyrker perleplader som kunstform. Kom og vær med til at skabe et stort fælles værk!

Professor P. Koch & Associates
Steampunk crafting med NERF guns, kostumer, læderarbejde mm.

Repair Café
Har du hullede jeans, er din taskes lynlås træls, eller er din cykel gået i stykker? Repair Café er en gruppe frivillige, der hjælper dig med at reparere dine ting i stedet for at smide dem ud.

Santhi Art
Åbent værksted: Kom forbi standen hos den malaysiske kunstner Santhi Maniam og lav flotte, malede postkort med ‘grøntsagstryk’.

Simion Iulian: Kinetisk lyskunst
Dokk1s Lille Sal indrettes som et darkroom, hvor du bl.a. kan se designer og opfinder Simion Iulians forunderlige hexagoner fra installationen Wonderflowers – en (kinetisk) bevægelig overflade, oplyst af LED-lys i skiftende farver, så det ser ud, som om selve hexagonerne trækker vejret.

Strikkecafé
Der er Strikkecafé hver måned på Dokk1, og derfor selvfølgelig også under Mini Maker Faire! Der vises forskellige strikke- og hækleteknikker, som du selv kan prøve – kom og strik med.

Stupid Hackathon
Vi dyster om hvem der kan finde på den mest tåbelige og ubrugelige idé + lave en prototype af den. Kun om lørdagen! Info om tilmelding senere.

Thomas Egense: Matematisk kunst
Kunstner og matematiker Thomas Egense har skabt sit eget program til at lave kunst ud fra komplicerede matematiske formler, de såkaldte fractal flames. Se de fascinerende billeder og prøv selv at lege med formlerne.

Æsken
Musik- og instrumentbyggeri – mest for børn.